lørdag den 8. juni 2013

Jeg vil, jeg kan - er et projekt for kontanthjælpsmodtagere, hvor man gennem fysisk træning opnår den vilje og det fokus, der i den sidste ende udløser modet til, troen på og energien til, at begynde på en uddannelse, eller skabe den direkte vej til job.
Her på denne blog, vil jeg skrive om de oplevelser jeg vil have med 17 kontanthjælpsmodtagere (14 mænd og 3 kvinder) samt deres ledere John og Arne.
Gennem mit daglige arbejde som beskæftigelsesrådgiver i Ikast-Brande kommune, kender jeg til de vanskeligheder, der desværre, som en næsten naturlighed, ledsager både unge og ældre på kontanthjælp.
Som kontanthjælpsmodtager er der mange flere forhindringer end blot det, at du ikke har et arbejde.
Mange føler, at de som kontanthjælpsmodtagere er brændemærket og derfor altid vil stå sidst i rækken, når der "uddeles" job.
I kender sikkert alle sammen Alpe D'Huez - det legendariske bjerg, hvor vi næsten hvert år ser cykelryttere fra Tour de France kæmpe mod bjergets top. Ca 13 km op i himlen - mange hårnålesving - stejle skråninger og stigninger i procenter på mellem 8 og 12.
Dette er målet for holdet og det er her I vil kunne læse om den vilje, vi vil lægge for dagen, for at nå målet.
10. juni er der afgang.
 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar