lørdag den 15. juni 2013

6. etape - Luxembourg - Nancy

En lidt frygtet tur blev til en af de bedste ture. Måske fordi den blev lidt kortere end vi havde forventet, men det kan også være fordi etapen bød på skøn natur i et godt cykelvejr - ikke for varmt, ikke for koldt. Men en anden ting gjorde sig nu også gældende. Der var bakker i massevis. Lange seje bakker. Men når det går op, så går det jo også ned igen - og det nød vi. Nu er vi landet på et godt hotel i Nancy. Værelserne er meget fine og maden perfekt. I går, da vi var i Luxembourg, var vi der så tilpas tidlig, at flere valgte, at tage en tur i byen, men vi skulle være hjemme senest kl. 24. Og det var vi. Flere havde fundet hyggelige caféer eller barer og nød den internationale stemning, som byen byder på. Vi er nu nået over halvvejs på turen. I alt har vi cyklet over 800 km, og der resterer kun 5 cykeldage tilbage. Som jeg skrev tidligere, så vil jeg skrive lidt om Kurt. Kurt er chauffør i vores servicebil. Servicebilen kører i forvejen, modsat Mads i følgebilen, som næsten hele tiden ligger bag ved os. Servicebilen medbringer vores frokost, som Kurt står for. Han smører madder af den gode gammeldags slags. Leverpostej, rullepølse, spegepølse osv. Og så en lille sodavand til. John og Arne samt Kurt aftaler fra dag til dag, hvor bilen skal holde til frokosttid - eller også til kaffebord, for så er der kage eller andet sødt og godt, som helt sikkert sætter humør en tand op. Vi er i alt 20 mand - nej, jeg må hellere sige 17 mænd og 3 kvinder - der cykler de mange etaper. Og vi cykler tæt, nogle gange 2 ved siden af hinanden og de andre tæt bag ved, og ande gange i en lang række, som perler på en snor. Når vi ligger så tæt kan der ske det, at et forhjul fra en bagved liggende rytter rammer baghjulet på den cykel, der ligger foran. Og så kan der ske uheld i form af styrt. På førstedagen havde vi et sådan uheld og også i dag. Men jeg kan berolige alle med, at der heldigvis kun skete et par hudafskrabninger og knubs samt et par bøjede hjul. Og så kører vi videre, for vi vil jo dette her - og så kan vi.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar